Udgivet i Lær om investering

Hvad betyder Sharpe-ratioen for din portefølje?

Af Fce.dk

Forestil dig, at du kunne sætte et enkelt tal på, hvor meget “value for risikoen” du egentlig får ud af dine investeringer. Et tal, der på få sekunder afslører, om din portefølje arbejder for dig - eller om du i virkeligheden løber hurtigere, end afkastet kan følge med. Det er netop dét løfte, Sharpe-ratioen giver.

Når aktiemarkederne svinger, og finansmedierne kaster om sig med plusser, minusser og procentpoint, er det let at stirre sig blind på afkast alene. Men afkast uden risiko-briller er som hastighed uden bremser: Det føles spændende, indtil kurven strammer til. Sharpe-ratioen er bremserne - et simpelt, men kraftfuldt mål for risikojusteret afkast, som professionelle porteføljeforvaltere sværger til, og som private investorer alt for sjældent bruger aktivt.

I denne artikel tager vi dig fra hvad Sharpe-ratioen er, til hvordan du selv kan beregne og - vigtigst - anvende den strategisk i din portefølje. Undervejs får du konkrete eksempler, tommelfingerregler, advarsler om de klassiske faldgruber og et kig på de metoder, der kan supplere eller erstatte Sharpe, når tallene bedrager.

Er du klar til at gøre din investeringsværktøjskasse skarpere end de fleste andres? Så læs med videre - for din portefølje fortjener mere end held og mavefornemmelser.

Hvad er Sharpe-ratioen – og hvorfor betyder den noget?

Sharpe-ratioen måler, hvor meget merafkast (afkast ud over den risikofrie rente) du som investor har fået pr. enhed risiko - konkret defineret som porteføljens volatilitet, altså standardafvigelsen på afkastene. Formel­mæssigt skriver man typisk Sharpe = (Rportefølje − Rrisikofri) / σ, hvor R er det gennemsnitlige afkast i perioden, og σ er standard­afvigelsen. Jo højere Sharpe, desto bedre har du fået betalt for at bære udsvingene i markeds­værdien. Ligger Sharpe-ratioen eksempelvis på 1,0 betyder det, at hvert procentpoint risiko har givet én procentpoint ekstra afkast ud over den risikofrie rente; ligger den på 0,5 er kompensationen kun halv så god, mens negative Sharpe-tal indikerer, at du faktisk er dårligere stillet end ved at parkere pengene i en stats­obligation.

For private investorer er Sharpe-ratioen et praktisk pejlemærke, fordi den sætter afkast og risiko i samme målestok og dermed gør det muligt at sammenligne alt fra globale aktie-ETF’er til danske obligationsfonde på tværs af aktivklasser og tidshorisonter. I fondsudvælgelse hjælper den med at skille dygtighed fra blot heldige markeds­bevægelser: to fonde kan have samme historiske afkast, men den med den højeste Sharpe har nået resultatet med mindst nervøsitet undervejs. Bruges målet konsistent - med samme tidsperiode og en passende risikofri rente som reference - giver det et faktabaseret grundlag for at sammensætte og justere porteføljer, der både matcher ens afkastmål og ens nattesøvn.

Sådan beregner og tolker du Sharpe i praksis

Start med de praktiske valg: Sharpe-ratioen er kun så god som de data, du fodrer den med. Vælg derfor en pålidelig datakilde (f.eks. MSCI, Morningstar eller din netbanks historik), og beslut, om du vil måle afkast dagligt eller månedligt. Jo hyppigere observationer, jo flere datapunkter - men også mere “støj”. En sammenhængende periode på mindst 3-5 år anbefales for at få en robust standardafvigelse, mens kortere perioder kan give misvisende Sharpe-værdier. Endelig skal du vælge en risikofri rente: danske statsobligationer med løbetid tæt på din måleperiode eller Nationalbankens 3-måneders CITA-sats er typiske valg; det vigtigste er konsistens og transparens.

Sådan regner du den: 1) Træk den risikofri rente fra hvert periodes afkast for at få merafkastet. 2) Beregn gennemsnittet af merafkastet (µ) og standardafvigelsen (σ). 3) Divider µ med σ: Sharpe = µ / σ. Eksempel: En global indeks-ETF gav i de seneste 36 måneder et gennemsnitligt månedligt afkast på 1,0 %, mens CITA lå på 0,1 %. Merafkastet er altså 0,9 %. Standardafvigelsen på de samme data er 4,0 %. Sharpe = 0,9 / 4,0 = 0,225 pr. måned.

Årliggørelse: Fordi Sharpe-ratioen er skalerbar med kvadratroden af tidsenheden, omregnes en månedlig Sharpe til årlig Sharpe ved at gange med √12 (≈3,46) og en daglig Sharpe med √252. I vores eksempel: 0,225 × 3,46 ≈ 0,78 som årlig Sharpe. Brug altid samme metode, når du sammenligner fonde; ellers sammenligner du æbler med pærer.

Sådan tolker du tallet: Groft siger man, at Sharpe < 0 betyder, at du ikke bliver kompenseret for risikoen; 0-1 er acceptabelt men middelmådigt; 1-2 er solid risikojusteret performance; > 2 er svært at opretholde og typisk kun set hos ekstraordinære fonde eller i korte vinduer. Vores årlige Sharpe på 0,78 fortæller altså, at porteføljen har leveret et fornuftigt, men ikke fremragende, merafkast pr. risikoenhed - måske et signal om, at du kan forbedre diversifikationen eller se efter billigere alternativer.

Hvad betyder Sharpe-ratioen for din portefølje?

Når du sammenligner fonde og ETF’er på tværs af aktivklasser, er Sharpe-ratioen et hurtigt fælles sprog for, hvor meget afkast du får pr. enhed volatilitet. En global aktie-ETF med et årligt afkast på 8 % og en standardafvigelse på 15 % kan sagtens være mindre attraktiv end en obligations-ETF med 4 % afkast og 5 % volatilitet, hvis den sidste leverer en højere Sharpe. Det giver dig mulighed for at se ud over de rene procenttal og spørge: Betaler jeg for meget risiko for det ekstra afkast? I praksis sætter mange investorer en grænse (fx Sharpe > 0,5 for enkeltfonde og > 1 for den samlede portefølje) som minimumskrav, før de tilføjer nye positioner. En simpel tommelfinger-tabel kunne se sådan ud:

SharpeTolkning
< 0Dårligt: Afkastet er lavere end risikofrit
0-1Ok: Du får betalt en smule for din risiko
1-2God: Solidt risikojusteret afkast
> 2Sjældent: Meget attraktivt, men tjek datakvalitet

Sharpe-ratioen er også et effektivt værktøj til at kvantificere gevinsten ved diversifikation. Når du kombinerer aktier med fx obligationer, råvarer eller faktorfonde med lav korrelation, falder den samlede porteføljes volatilitet ofte mere, end afkastet gør - og dermed stiger Sharpe. Pointen er, at det ikke kun handler om at finde den højeste Sharpe-ratio i hylden, men om at sammensætte byggeklodser, som tilsammen løfter den samlede Sharpe. Her spiller periodisk rebalancering en nøglerolle: ved at sælge det, der er steget mest, og købe det, der er faldet relativt, bringer du vægtene tilbage til udgangspunktet og fastholder den målte risiko - ellers glider porteføljen typisk mod højere aktieandel, højere volatilitet og dermed en lavere Sharpe over tid.

Husk, at Sharpe-ratioen normalt opgives før omkostninger og skat, mens din reelle kistebund er netto-Sharpe. Handelsomkostninger, bid-ask-spreads, fondens løbende omkostninger (TER) og især dansk beskatning (lager kontra realisation) kan trække 0,2-0,5 point eller mere ud af din oplevede Sharpe. Når du vurderer to fonde med næsten ens Sharpe, bør du derfor spørge: “Hvad er Sharpe-ratioen efter, at jeg har betalt 0,5 % i årlige omkostninger og 27/42 % i skat?” På den måde undgår du at jagte “papirgevinster”, der alligevel forsvinder som transaktionsstøv og skattekrummer.

Det sidste skridt er at sætte mål og følge op. Definér en målsat Sharpe for porteføljen (fx > 1,0) og mål den kvartalsvis med et konsistent datasæt: samme periode, samme risikofri rente og samme metode til årligtal. Ligger du under målet, kan du justere ved at (1) skære de dyreste, mest volatile positioner fra, (2) tilføje lavt korrelerede aktiver eller (3) øge rebalanceringsfrekvensen. Brug et simpelt regneark eller et gratis værktøj som Portfolio Visualizer til at tracke tallene, og skriv en kort note hver gang, du foretager en ændring. Den disciplin gør Sharpe-ratioen til mere end bare et tal - den bliver en feedback-loop, som holder din portefølje på risikojusteret kurs.

Begrænsninger, faldgruber og alternativer

Sharpe-ratioen bygger på antagelsen om, at afkast fordeler sig nogenlunde normalt, men det gør de færreste virkelige investeringer. Har du en strategi med store men sjældne tab (f.eks. solgte optioner eller gearede produkter), vil standardafvigelsen undervurdere den såkaldte halerisiko. Endnu et blødt punkt er illikviditet: unoterede eller sjældent handlede aktiver glatter udsvingene ud på papiret og hæver Sharpe-tal, selv om den reelle risiko er højere, når markedet tørrer ud. Derfor kan en flot Sharpe på et hedgefond- eller ejendomsprodukt være mere spejlbillede end substans.

Derudover er nøgletallet model- og tidsperiodefølsomt. En høj Sharpe fra 2020-2022 siger måske ikke meget om næste krise, hvis perioden var præget af centralbankstøtte og lav inflation. Vælger du en forkert eller inkonsistent risikofri rente - f.eks. 3-måneders statspapirer i én analyse og 10-årige i en anden - kan rangordenen mellem fonde tippe. Endelig kræver ratioen en vis datatykkelse: med få måneder afkast kan selv små tilfældige udsving sende Sharpe på himmelflugt eller i minus, og daglige data med overdreven støj kan være lige så vildledende.

Vil du nuancere billedet, findes der flere alternativer: Sortino-ratioen bruger kun negative udsving som risikomål og er bedre til strategier med asymmetrisk afkast. Information Ratio sammenligner merafkastet med volatiliteten relativt til et benchmark - ideelt til aktive fonde. Treynor-ratioen anvender beta i stedet for standardafvigelse og passer, når markedsrisiko er det primære fokus. Ingen af disse mål er perfekte, men de kan tilsammen give et mere tredimensionelt billede af risikojusteret afkast.

Tjekliste til robust brug af Sharpe:

  • Sørg for mindst 3-5 års konsistente data, gerne gennem flere konjunkturfaser.
  • Justér for omkostninger, skat og eventuel gearing før du beregner nøgletallet.
  • Test følsomheden: skift risikofri rente, sampling-frekvens og se, hvor meget Sharpe ændrer sig.
  • Supplér med Sortino, Information Ratio m.m. - især hvis strategien har skæve eller illikvide afkast.
  • Brug Sharpe som udsigtspunkt, ikke facitliste: kombiner med kvalitativ analyse af strategi, omkostninger og likviditet.