”Jo flere, jo bedre” - sådan lyder det gamle råd, når snakken falder på investering og risiko. Men passer det nu også? Tilføjer du bare blindt nye værdipapirer til depotet, risikerer du at ende med en portefølje, der mest af alt minder om et fuldt køleskab dagen før skraldespanden tømmes: fyldt til randen, men uden reel sammenhæng eller ekstra gevinst.
Hvor mange aktiver bør en portefølje egentlig indeholde? For få, og ét uheldigt regnskab kan vælte korthuset. For mange, og du drukner i kurtage, komplekse skatteregler og meningsløs administration - uden at få meget mere sikkerhed igen.
I denne artikel dykker vi ned i den praktiske balancekunst mellem risiko og afkast. Vi ser på, hvordan diversifikation fungerer i virkeligheden, hvilke tal tommelfingerregler og akademiske studier peger på, og - vigtigst af alt - hvordan du omsætter dem til simpel, håndgribelig handling i din egen portefølje.
Klar til at finde dit gyldne antal aktiver? Så læs med, og lad os skrue ned for støjen og op for strukturen i din investering.
Diversifikation i praksis: Hvorfor antal aktiver betyder noget
Diversifikation handler grundlæggende om at sprede sine investeringer på tværs af flere aktiver, så porteføljens samlede risiko falder hurtigere end det forventede afkast. Når to aktiver ikke bevæger sig helt ens ‒ altså når deres korrelation er lav eller negativ ‒ kan de udligne hinandens kursudsving. Jo lavere korrelation, desto større spredningsgevinst. Effekten er dog ikke lineær: De første 5-10 aktiver giver et markant fald i risiko, derefter flader kurven ud, og efter 25-30 positioner er den marginale nytte ved at tilføje endnu en post ofte forsvindende lille målt på risikojusteret afkast.
For at forstå hvorfor, er det nyttigt at skelne mellem usystematisk risiko (den selskabs- eller aktivspecifikke risiko, fx en ledelsesskandale) og systematisk risiko (markedsrisiko, renteniveau, konjunkturcyklus osv.). Diversifikation kan næsten eliminere usystematisk risiko, fordi den er unik for hvert aktiv, mens systematisk risiko ikke kan fjernes, men kun styres via aktivallokering. Sagt med andre ord: Mange små aktiepositioner gør dig ikke immun over for et generelt aktie-crash, men de beskytter dig mod at én enkelt virksomheds problemer vælter hele porteføljen.
Hvor mange aktiver der er “nok”, afhænger derfor af din tidshorisont og risikotolerance. Har du lang horisont og høj tolereret volatilitet, kan du vælge færre, bredere fonde og acceptere større udsving undervejs. Er din horisont kortere, eller sover du dårligt ved store daglige tab, bør du øge antallet af lavt korrelerede aktiver (fx obligationer, ejendomme eller lav-beta-aktier) for at glatte afkastkurven. Målet er at finde det punkt, hvor den ekstra tryghed ved endnu en position ikke længere opvejer de højere omkostninger, den større kompleksitet og den ekstra tid, der går med løbende overvågning og rebalancering.
Hvor mange er nok? Evidens, tommelfingerregler og afhængigheder
Forskningen peger på, at der er klare, men hurtigt aftagende spredningsgevinster, når man går fra få til flere beholdninger. Allerede omkring 15-30 enkeltaktier eliminerer størstedelen af den selskabsspecifikke (usystematiske) risiko, mens resten af porteføljens udsving herefter primært bestemmes af markeds- og faktorrisici, som ikke kan diversificeres væk. Ser vi på de brede aktivklasser, dækker 3-5 byggesten (fx globale aktier, investment grade-obligationer, high yield, ejendomme/REITs og råvarer) typisk de fleste privatinvestorers behov for risikoafdækning, mens langt de fleste kan nøjes med 1-3 brede indeksfonde for at opnå global aktie- og obligationseksponering. Det skyldes, at hver enkelt UCITS-fond i sig selv rummer hundreder eller tusinder af værdipapirer på tværs af regioner og sektorer, så den marginale nytte af at lægge endnu en fond oveni falder hurtigt - især når den allerede dækker samme faktorer.
Det optimale antal positioner afhænger dog af praktiske hensyn: Små depotstørrelser gør courtaget ved hyppige køb dyrt, og mange fonde kræver minimumsinvesteringer eller faste handelsintervaller. Flere linjer betyder også mere tidsforbrug til rebalancering - hvad enten den udføres kalender- (fx årligt) eller triggerbaseret (fx når allokationen afviger ±5 pct.). Hvilken kontotype man anvender spiller ind: På en aktiesparekonto er pladsen begrænset, så få, brede fonde giver mening, mens pensionsopsparinger (rate- eller aldersopsparing) ofte kan rumme flere aktivklasser uden løbende skatteslip. Endelig gælder, at jo større portefølje og jo længere tidshorisont, desto større fordel kan der være i at tilføje ekstra aktivklasser eller faktoreksponering (fx small cap eller value), fordi den absolutte risikoreduktion og det potentielle merafkast skalerer i kroner og øre - men kun så længe handle- og administrationsomkostninger holdes lave.
Fra teori til praksis: Enkle porteføljeopskrifter og implementering
Den letteste vej til en velfungerende portefølje er ofte at vælge så få, bredt diversificerede byggesten som muligt og udvide først, når formue, viden eller behov kalder på det. Tre populære opskrifter er:
1-fonds-løsningen: En global multi-asset UCITS-fond der typisk blander ~60 % aktier og ~40 % obligationer på forhånd. Du køber én ISIN-kode, får automatisk rebalancering og slipper for at rode med vægte selv. Eksempel: Vanguard LifeStrategy 60 % (akkumulerende, EUR) eller iShares Core Growth Allocation (DKK-afdækket).
2-fonds-løsningen: Skil aktier og obligationer ad for mere kontrol. Vælg fx iShares MSCI ACWI IMI (globalt aktieindeks, 3.000+ selskaber) + Xtrackers Global Government Bond 1-5Y. Du kan nu justere risikoen ved at ændre vægten (70/30, 80/20 osv.) og bruge forskellige kontotyper (aktier til frie midler, obligationer til pension).
3-5-fonds-løsningen: Til den nørdede eller den store portefølje. Ud over en global aktiefond tilføjes små selskaber (fx MSCI World Small Cap), emerging markets, REITs og evt. obligationer med forskellig varighed/kreditkvalitet. Målet er lidt højere forventet afkast eller lavere samlet risiko via endnu bredere spredning, men husk at hver ekstra fond giver mere vedligeholdelse.
Når du vælger fonde, så kig først efter UCITS-stemplet; det betyder europæisk regulering, investorbeskyttelse og lavere risiko for ubehagelige skattemæssige overraskelser. I Danmark beskattes børsnoterede aktie-ETF’er som aktieindkomst (realisationsprincippet), mens akkumulerende fonde uden dansk udbyttestatus typisk beskattes som kapitalindkomst (lager). På en Aktiesparekonto (maks. 106.600 kr. i 2024) kan du parkere børsnoterede UCITS-aktie-ETF’er til kun 17 % lagerskat, mens obligationsfonde med fordel kan ligge på rate- eller alderspension, hvor afkastet beskattes med 15,3 %. ETF’er handles nemt via f.eks. Nordnet eller Saxo, men har du mindre end ca. 25.000 kr. per position, er danske investeringsforeninger ofte billigere pga. kurtage og valutakurser.
Rebalancering holder din risiko i skak: Sæt enten en årlig fast dato (f.eks. 1. januar) eller brug et trigger-interval - justér kun, når en aktivklasse afviger ±5 pct.point fra målfordelingen. Det minimerer handelsomkostninger og skat. Faldgruberne er klassiske: at jage de nyeste tema-ETF’er, lade små poster ligge urørte af frygt for skat/kurtage, eller glemme at tjekke fondenes samlede ongoing charges (hold dig helst under 0,25 % p.a.). Endelig bør du have en simpel exit-plan - fx omlægning fra 80/20 til 40/60 i god tid før pension - så du ikke tvinges til at sælge aktier i et bjørnemarked. Gør du det, har du omsat teori til praksis med ro i maven.
FCE Invest